En vandrehistorie om et positivt livssyn
” .....det er, hvordan jeg arrangerer mine tanker, som tæller. Jeg har allerede bestemt mig for, at jeg kan lide det !”
Nogen gange er det bare godt med en historie
Denne her har jeg fået videregivet af Anne Moloney, der er optaget af kroppens sprog. Jeg fik den oprindeligt på norsk, men har omskrevet den lidt, sådan som man jo gør med vandrehistorier.
Jeg har blandt andet kortet historien af, så man undgår den lidt moraliserende afslutning.
Historien taler fint for sig selv.
Historien handler om Hr. Johansen. En 92-årige, lille, velafbalanceret og stolt mand. Altid havde han stået tidligt op om morgenen og klædt sig på. Han havde redt sit hår og barberet sig grundigt, selvom han selv var praktisk talt blind.
Nu var den dag kommet, hvor den lille, stolte mand skulle flytte på plejehjem.
Hans 70 år gamle kone var for nyligt død. Efter mange timers tålmodig venten mødte han plejepersonalet med et smil, da han fik at vide, at hans værelse var klart. Mens han manøvrerede gåstolen fortalte plejeren ham om værelset og de nye gardiner, de havde hængt op. ”Det er nydeligt, jeg kan godt lide det” erklærede han med en entusiasme som en skoledreng, der for første gang ser sin nye hundehvalp. ”Jamen, Hr. Johansen, vent til du har set værelset” sagde plejeren.
”Det har ingenting med sagen at gøre” svarede han. ”Lykke er noget du kan bestemme dig for i forvejen. Om jeg kan lide værelset eller ikke, har ikke noget at gøre med, hvordan møblerne er arrangeret…
det er, hvordan jeg arrangerer mine tanker, som tæller.”
”Jeg har allerede bestemt mig for, at jeg kan lide det !”