Storytelling i terapi

 

At finde håbet og modet via fortællinger - narrativ terapi

Fortællinger kan hjælpe os til at åbne en dør på klem, en dør der fører frem til løsninger, muligheder og håb.

Det er problemet, der er problemet

Narrativ terapi sætter mennesket i centrum som eksperter i dets eget liv. I narrativ terapi betragter man problemer som adskilte fra mennesker. Det er problemet, ikke mennesket, der er problemet. Når man adskiller et personen fra problemet, får man lettere øje på personens værdier, overbevisninger, holdninger, evner og færdigheder. Via narrativ terapi kan problemernes indflydelse på ens liv begrænses og give plads til fremsynethed.

Svært at se fremad

Når man opsøger en psykolog, befinder man sig ofte på et tidspunkt i sit liv, hvor man er præget af forvirring, bekymring, utryghed, usikkerhed, fortvivlelse, modløshed, angst eller meningsløshed. Når man som menneske er fyldt af en eller flere af disse svære følelser, er det ofte svært at se fremad, at øjne et nyt håb eller overhovedet at forestille sig at ens tilstand kan blive bedre.

En fortælling om dig

Det er her fortællingen kommer til sin ret. Når jeg har lyttet en rum tid til det menneske, der sidder overfor mig i terapien, danner jeg mig langsomt et indtryk af dette menneske. Både af vedkommendes nuværende vanskeligheder og af vedkommendes personlighed generelt – og af hvordan dette menneske tidligere har tacklet vanskelige livsvilkår. Ud fra disse indtryk forsøger jeg at danne mig et billede af personen på et mindre rationelt og bevidst plan. Jeg forestiller mig måske et dyr, en plante eller en eventyrfigur, som jeg så begynder at lave en lille fortælling om. Ofte udspringer billedet af noget, som det menneske jeg har i terapi, selv har fortalt mig om.

Fortællinger virker

Det utrolige ved fortællinger er, at de virker så stærkt og direkte på os. Mange mennesker, som jeg har haft i terapi, bliver utroligt glade for og berørt af at arbejde med fortællinger. Ofte fortæller de, at fortællingen giver dem mod på at betragte deres livssituation på en ny måde.


Storytelling

Kontaktoplysninger

Aut. Psykolog,
Lotte Lykke Frederiksen

PsykologHuset Venø
Havstokken 16, Venø
7600 Struer
Tlf.: 28 73 06 46 / 44 99 06 86
E-mail: psykhus@venoe.dk